Tirsdag den 16. april kl. 19.00–21.00.

Ved meteorolog Jesper Eriksen og vejr- og klimaforsker Eigil Kaas. 

Hvordan laver meteorologerne egentlig en vejrudsigt? Og hvilke mekanismer er det der styrer vejret og atmosfærens udvikling? Få svar på det og meget mere når to ”vejr-eksperter” fortæller om deres forskning og arbejde for at lave den perfekte vejrudsigt.

Hvorfor er det sværere at forudsige den præcise sigtbarhed i en tåge, end vindstyrkerne i en vinterstorm? Og kommer meteorologerne nogensinde til at kunne forudsige præcist hvor en byge rammer?

Hør om vores vejr i Danmark, Færøerne og Grønland – om hvilke mekanismer der styrer vejret og atmosfærens udvikling. Få også svar på spørgsmålet ’Hvor kommer vejret fra?’ når meteorologerne fortæller om vejrfænomener som kan være opstået flere tusinde kilometer væk.

I foredraget vil du få en introduktion til meteorologernes værktøjskasse og høre om den videnskab og teknologiske udvikling som gør at meteorologer kan udarbejde mere og mere præcise vejrudsigter. Historisk set har meteorologens arbejde nemlig udviklet sig fra at være et håndværk til nu at blive suppleret med digitale værktøjer og supercomputere. Og hvad med fremtidens vejrudsigter: vil brug af kunstig intelligens, AI, forbedre dem?

Offentlige foredrag i Naturvidenskab

Om foredragsrækken

Med foredragsserien Offentlige foredrag i Naturvidenskab kan du komme tættere på de nyeste opdagelser og erkendelser inden for naturvidenskab. Det er forskere som forelæser, niveauet er højt, og du vil blive udfordret, men du kan få udbytte af alle foredrag uanset dine faglige forudsætninger.
Foredragene livestreames fra Søauditorierne i Universitetsparken, Aarhus Universitet til biografer, biblioteker, folkeuniversiteter, kulturhuse, foreninger, forsamlingshuse, gymnasier, skoler, spisesteder mv. i en lang række byer i Danmark og udlandet.
Der er fri entré til alle foredrag som varer frabkl. 19.00 til 21.00
Du kan kun opleve foredragene mens de afholdes og kun på de lokationer som er vært for foredragene. Foredragene bliver altså ikke tilgængelige på nettet efterfølgende.

Foredragsserien arrangeres af Faculty of Natural Sciences, Aarhus Universitet og udbydes i samarbejde med værter i en række byer og Carlsbergfondet